Hvem er Luzia Brøgger? Suzanne Brøggers datter træder frem af skyggen
Når Suzanne Brøgger blev mor: Hvad vi (ikke) ved om Luzia
Du kender sikkert Suzanne Brøgger. For evigt iført leopardprint, perlende provokationer og litterære højdespring. En kvinde, der med bøger som “Creme Fraiche” og “Ja” har udfordret idéen om den pæne pige, kernefamiliens altopslugende tryghed og alt dét, som 70’ernes seksuelt frisatte bedsteforældre i dag måske fortryder lidt. Hun har været en af dansk litteraturs absolut mest dragende skikkelser – og måske så kompromisløs, at man næsten blev lidt stiv i blikket over at tænke på hende… som mor.
Og alligevel skete det.
I 1986 – omkring samme tidspunkt som VHS-bånd og skulderpuder var hot – blev Suzanne Brøgger mor til en pige. Hendes navn? Luzia. Luzia Brøgger, eller rettere: Luzia Zeruneith. Datter af Suzanne og litteraturprofessor Keld Zeruneith. En slags litterær megababy født mellem eksperiment og eksamen.
Så hvorfor begynder vi at snakke om Luzia nu – næsten fire årtier senere?
Fordi der igen er begyndt at blive talt (og hvisket) om navnet Luzia Brøgger. Og ikke som et skønlitterært greb – men som et levende menneske, der på sin egen stille måde måske varsler en ny tid i Brøgger-dynastiets kapitel…
Hvem er Luzia (og hvor meget ved vi egentlig)?
Det er lidt af et mysterium, og det er faktisk lidt befriende. I en tid hvor selv din nabos hund har en Instagram-profil, har Luzia Zeruneith holdt sig bemærkelsesværdigt lav under radaren. Hun er hverken popstjerne, influencer eller selvudnævnt læsehest med bogblog. Hvad hun til gengæld er? Et menneske med et navn, der indimellem dukker op som en litterær fodnote – og i stigende grad som nøglefigur i Suzanne Brøggers sene fortælling om noget så hverdagsvildt som… at slå sig til ro.
I samtalebogen “Kærlighedens veje og vildveje” (2020) nævner Brøgger sin datter som selve symbolet på et liv i forandring – et alfa og omega efter vilde år og boblende teorier om køn, frihed og fri sex. Det er næsten Shakespeare’sk. Eller Netflix’sk. Den store anti-kernefamilie-ambassadør ender med en teenagepige bag havens hækkestation og en venlig mand, der hedder Keld.
Har Luzia arvet sin mors ukonventionelle DNA? Måske. Måske ikke. Men selve det faktum, at vi i dag googler luzia brøgger og havner på sider, hvor vi får stillet vores nysgerrighed (ja, vi ser dig), siger noget om behovet for at finde nutidens rollemodeller i mellemregningerne – ikke bare i overskrifterne. Og ja, sagen er: Vil du vide, om hun har en kæreste? Så kan du faktisk få svaret her.
Luzia-generationen: Almindelighedens comeback
Mens 80’ernes Brøgger brændte igennem som selve modstanden mod kernefamilien, virker datterens tilstedeværelse som et blødt og u-ironisk tegn på nutidens renæssance for det stille vilde. Vi er ikke længere komplet allergiske over for opvaskemaskine-abonnementer, mortgage-samtaler og børn, der hedder Otto. Faktisk er der en trendy ro over det Lidt Almindelige™.
Luzia blev født i en tid, hvor hendes mor var 42 år og midt i sin post-radikale fase. Det er som om, hele hendes eksistens altid har gået mod strømmen – ikke som et valg, men fordi hendes forældre allerede havde sat et flagskib i gang, og hun måtte sejle i læ.
For os andre, der drikker age-appropriate IPA’er og ser HBO med ironisk distance (men græder lidt indeni), er Luzia måske det perfekte symbol på, at man godt kan være “almindelig” uden at være kedelig. Hun er den slags person, man godt gad vide mere om, netop fordi hun ikke går ud og fortæller det hele.
Kommer vi så til at høre mere fra og om hende i fremtiden?
Hvem ved – måske dukker hun op på forsiden af et modeblad i morgen. Måske er hun allerede i gang med at skrive en bog om… sig selv. Eller måske bliver hun ved med at være den, som alle taler lidt om, men aldrig helt kender. Og det er måske lige præcis, hvad vi har brug for i vores overeksponerede tid – en, der er spændende, fordi man ikke kender historien. Endnu.
Og mens du tygger på den tanke, så kan det jo være, du lige googler hende én gang mere. Bare lige for at være sikker.